Hovedretter med kylling og and

Wok med kylling og pak choi

Wok med kylling og pak choi

Den her lækre wok med kylling og pak choi smager skønt og så er den nem at lave. Jeg var på torvet den anden dag, og der kunne jeg ikke lade være med at købe friske grønsager, deriblandt pak choi, eller pak choy/bok choy som den også kaldes. Den hvide del var utrolig lækker og sprød i den her ret.

Når du laver den her ret, så gør dig selv den tjeneste at brug et godt kyllingebryst. Endelig ikke dem som er tilsat lage. De afgiver alt for meget væde til retten.

Du kan variere dine grønsager i retten, jeg brugte bare lige hvad jeg havde købt på torvet. Så i stedet for porre, kan der bruges forårsløg, og der kan bruges broccoli i stedet for blomkål. Nu er jeg jo ikke særlig vild med ingefær, så derfor bruger jeg det sjældent i min madlavning. Men hvis du kan lide det, så kan du tilsætte det og stege det sammen med hvidløg og chili.

Og hvad angår chilien, så skal du huske at passe lidt på hvis den er stærk. Det er knap så behageligt at gnide sig i øjnene bagefter, ja selv flere timer bagefter, nogen taler af erfaring. Du kan selv justere hvor meget chili og hvor stærk den skal være. Vi laver sjældent meget stærk mad, så vi bruger vist bare husmoder chili…

Hvis du får lyst til andre wokretter når du har fået den her lækre wok med kylling og pak choi, så har jeg flere varianter på bloggen. Bla. den her med svinekød, og så kan du finde flere med kylling her.

 

 

Wok med kylling og pak choi

By Berit Serves: 3 personer
Prep Time: 20 min Cooking Time: 10-12 minutter

Ingredients

  • 2 kyllingebryster
  • 2 stk pak choi
  • 1 peberfrugt
  • 300 gram blomkål
  • 1 porre
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2-1 frisk chili
  • Sesamolie til stegning
  • Marinade:
  • 1/2 dl sojasauce
  • 1 spsk oyster sauce
  • 1/2 spsk honning
  • Peanuts til pynt
  • Nudler eller ris som tilbehør

Instructions

1

Start med at blande ingredienserne til marinaden og skær kyllingen i strimler, kom kyllingen i marinaden.

2

Gør alle grønsagerne klar inden du begynder at stege.

3

Skær det nederste af pak choi og skyl den godt og tør den i et rent viskestykke. Del den i den hvide del og den grønne, den hvide del skæres i strimler. Den grønne del hakkes groft og gemmes til sidst.

4

Skær peberfrugt i strimler, porre i tynde skiver og del blomkål i små buketter.

5

Hak hvidløg og chili helt fint.

6

Kom lidt sesamolie i en wok eller sauterpande og steg hvidløg og chili ved jævn varme i 1 minuts tid.

7

Tilsæt kyllingen med så lidt marinade som muligt (gem resten af marinaden til senere) og skru op for blusset så den ikke bliver kogt, lad den stege i ca. 5-6 minutter under omrøring.

8

Tag kyllingen op på en tallerken.

9

Kom evt. lidt mere sesamolie på og tilsæt grønsagerne (uden den grønne del af pak choi) og steg dem ved høj varme under omrøring i 1-2 minutter.

10

Tilsæt kylling og resten af marinaden og lad det stege ved jævn varme i et par minutter, tilsæt den grønne del fra pak choi de sidste 30 sekunder.

11

Server sammen med nudler eller ris og med peanuts ovenpå.

 

Hvis du ikke vil gå glip af en opskrift:

Du kan følge mig på Facebook, der ligger jeg altid op når der kommer nyt på bloggen, så går du ikke glip af en opskrift. Du kan finde mig lige her.

Jeg er også på Instagram under profilen beritsunivers, det ville være hyggeligt hvis du også fulgte med der. Hvis du laver en af mine opskrifter og ligger et billede på Instagram, så bliver jeg glad hvis du tagger mig med @beritsunivers.

Du er mere end velkommen til at kommentere på mine opslag, både med spørgsmål og erfaringer hvis du har lavet en af mine opskrifter.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply