Fyldte tomater med oksekød og fetaost er dejlig nem og lækker aftensmad.
Så er der igen overskud til bloggen efter bryllups planlægningen og den efterfølgende fantastiske fest. Men hold fast jeg har været træt nærmest en uge efter. Men vi holdt det også hjemme på terrassen og jeg lavede mad til 50 gæster. Ja altså min kollega som styrede køkkenet på selve dagen, siger at jeg havde lavet mad til 100 flere end vi var. Og ja, jeg må indrømme at vi havde MANGE rester. Men det var også første gang at jeg lavede mad til så mange personer, men jeg har så lært noget til en anden gang!!
I dag var jeg lige en tur ved Den lille slagter i Christiansfeld og der blev købt stroganoff strimler og hakket oksekød. Det var meningen at vi skulle have haft bøf stroganoff, men jeg kom for sent igang med at lave mad. Men det får vi så i morgen, så en af dagene kommer den opskrift på bloggen. Og den er nu på bloggen, så den finder du her.
I stedet for blev det til fyldte tomater, vi havde nemlig 7 store tomater som snart skulle bruges. Vi have også noget feta i køleskabet og ny indkøbt hakket oksekød, så lidt tøm køleskabet blev det til…
Update:
Jeg har nu lavet opskriften flere gange, og fået taget et nyt billede. Det er lidt sjovt når jeg kommer ind i gamle opskrifter og justerer dem til. Især er det sjovt at læse hvad der er sket i mit liv da jeg lavede opskriften første gang.
Vi får oftest ris til de fyldte tomater med oksekød og fetaost. Og de er faktisk så saftige at der ikke manglede noget sauce. Du kan også få bulgur eller couscous til og så en lækker salat.
Der bliver noget fyld tilovers, det kan du vælge at servere ved siden af. Du kan også gemme det og så komme det i pitabrød. Det smager så lækkert, så skal det bare toppes med lidt salat. Jeg bager som regel selv min pitabrød, det er faktisk ret nemt. Og så får jeg den barnlige glæde hver gang de bliver bagt i ovnen, og de hæver op og bliver hule. Du kan finde min opskrift på sundere pitabrød lige her.
Fyldte tomater med oksekød og fetaost
Ingredients
- 8 store tomater
- 500 gram hakket oksekød (vores var ret fedtfattigt)
- 1 løg
- 1 fed hvidløg (et af de kinesiske hele hvidløg)
- 100 gram fetaost
- salt og peber
- Krydderier efter eget valg, her blev det i dag til chilimix, oregano, aromat og allround krydderi
- becel til stegning
Instructions
Løg og hvidløg hakkes fint og steges sammen med det hakkede oksekød, krydderier, salt og peber. Når det er brunet godt tages det af varmen.
Tomaterne skylles og toppen skæres af.
Indmaden tages ud og kommes i en skål. Det var Klaus der stod for det job, først brugte han en kniv, men fandt ud af at en ske til at tage is med var meget bedre.
Når alt fyldet er ud så hældes væden fra og indmaden fra tomaterne hakkes groft og blandes i kødet.
Feta skæres i tern og tilsættes kødblandingen.
Kom tomaterne i et ildfast fad og fyld dem med kødblandingen og tilberedes i ovnen i 20-25 minutter ved 200 grader.
Notes
Hvis dine tomater er meget runde, så kan du med fordel skære en smule af bunden så de står lidt mere stabilt.
Hvis du ikke vil gå glip af en opskrift:
Du kan følge mig på Facebook, der ligger jeg altid op når der kommer nyt på bloggen, så går du ikke glip af en opskrift. Du kan finde mig lige her.
Jeg er også på Instagram under profilen beritsunivers, det ville være hyggeligt hvis du også fulgte med der. Hvis du laver en af mine opskrifter og ligger et billede på Instagram, så bliver jeg glad hvis du tagger mig med @beritsunivers.
Du er mere end velkommen til at kommentere på mine opslag, både med spørgsmål og erfaringer hvis du har lavet en af mine opskrifter.
No Comments