Hjemmelavet højtbelagt smørrebrød med spegepølse…. muums.
I min familie har vi igennem årene fået en del smørrebrød. Det har både været min mor der selv har lavet det og vi har købt ude i byen.
Da vi sidst skulle holde drengenes fødselsdag, tænkte jeg at det var på tide at jeg også skulle prøve at lave smørrebrød. Jeg har gået og tænkt meget på det, men ikke rigtig fået taget mig sammen. Og det skulle selvfølgelig være højt belagt smørrebrød og ikke kun håndmadder.
Forberedelse er en god ting
Nu blev vi jo 13 personer, så der skulle jo nogen stykker til. Så jeg planlagde det ned til mindste detalje, så Klaus og mig kunne lave dem på samlebånd om formiddagen inden gæsterne kom. Og de ting der kunne forberedes dagen før, det ordnede jeg der. Jeg må sige, at det er lang tid siden jeg har været så klar når gæsterne kom. Gæsterne var inviteret til frokost, og om morgenen gik vi igang med at lave smørebrødet. Så kunne det pakkes i køleskabet og bare vente på at det skal serveres. Må indrømme at jeg er ret glad for at vi har et ekstra køleskab vi kan sætte til… for det fylder lidt.
Det tog vel omkring 3 timer at lave 50-60 stykker smørrebrød. Men da gæsterne kom, så var køkkenet fuldstændig ryddet og jeg havde ikke stress. Og som i kan se nåede jeg også at tage billeder undervejs.
Dem som kender mig, ved jo at jeg kan have lidt svært ved at begrænse mig. Så vi skulle selvfølgelig have 8 forskellige slags smørrebrød, og de kommer selvfølgelig alle på bloggen.
Nu havde jeg jo smurt en del, så gæsterne blev presset lidt til at spise godt med stykker. Man kan sagtens blive godt mæt af 3 stykker, men et par voksne mandfolk kan nok godt klemme 4 stykker ned.
Hvis du har lyst til at lave mere smørrebrød, så kan du blive inspireret her.
Hvad er en springer?
En springer er en skive agurk, citron eller appelsin der er skåret 2/3 del igennem og derefter skal “benene” hver sin vej. Ved agurk er det vigtigt at du skærer skiven på skrå, så skiverne bliver så store som muligt. Og så skal man ikke skære for tykke skiver til springere… mine var lidt for tykke. De er nemmere at arbejde med når de er tyndere.
Smørrebrød med spegepølse
Ingredients
- Et halvt stykke rugbrød
- smør
- et salatblad (hovedsalat eller krølsalat)
- 6 skiver spegepølse
- 2 skiver agurk (springere)
- 1 tomatbåd (fra en stor cherrytomat)
- 1 lille skive sky
- 2-3 rødløgsringe
- karse
Instructions
Smør brødet og læg salatbladet på den øverste del af brødet så det stikker ud øverst.
Kom pålæg på.
Læg to agurkeskiver sammen og lav en dobbelt springer og læg den midt på brødet.
Læg tomatbåd foran agurk og helt forrest 1 skive sky.
Læg rødløgs ringe ovenpå skyen og kom en lille dusk karse ovenpå.
Hvis du ikke vil gå glip af en opskrift:
Du kan følge mig på facebook, der ligger jeg altid op når der kommer nyt på bloggen, så går du ikke glip af en opskrift. Du kan finde mig lige her.
Jeg er også på instagram under profilen beritsunivers, det ville være hyggeligt hvis du også fulgte med der. Det kunne være skønt hvis du brugte @beritsunivers hvis du har lavet en af mine opskrifter og lagt et billede på instagram.
Du er mere end velkommen til at kommentere på mine opslag, både med spørgsmål og erfaringer hvis du har lavet en af mine opskrifter.
No Comments