Jul/ Konfekt/søde sager

Chokoladekonfekt

Chokoladekonfekt

Har set så meget med temperering af chokolade og nu skulle jeg da også prøve… og jeg har købt diverse silikone forme på ebay. Selvom jeg jo så efterfølgende har set, at det måske er lidt lettere med en fast form.

Hmm… var måske også lige lidt kækt at lave det en eftermiddag lige efter arbejde og inden der lige skulle laves aftensmad. Kan vist roligt sige at jeg kom under pres og måske blev en anelse hysterisk!! Da jeg havde fyldt de 2 bakker med chokolade påstod jeg ellers at det skulle jeg aldrig lave igen og det der fis med at tempere chokolade må jeg lade andre om…

Men da de kom ud af formen var de jo faktisk ret fine synes jeg, og ja, helt så blanke i chokoladen var de ikke. Men det undskylder jeg selvfølgelig med at jeg er nybegynder og ikke har udstyret i orden… så godt det snart er jul og det er skrevet på ønskesedlen!

Jeg havde købt mørk Odense chokolade, og der stod på pakken hvor mange grader det max. måtte varmes op til og jeg læste på nettet og blev lettere forvirret.

Så endte med at hakke chokoladen nogenlunde fint og kom 2/3 del op i en skål over vandbad. Lod det smelte og tog skålen væk fra vandbadet og rørte den sidste 1/3 del i  og rørte rundt til det smeltede. Men synes det var svært det med graderne når jeg kun havde et stegetermometer med ledning… så må håbe at jeg i år får det der infrarøde termometer som også stod på ønskesedlen sidste år.

Så skulle formene fyldes første gang, fyldte hullerne helt og hældte derefter det overskydende chokolade ud i skålen igen. Så kom de lige på køl, så chokoladen kunne stivne.

Den ene form fyldte jeg små smarties i, og den anden små stykker marcipan. Derefter hældte jeg chokolade over igen og fyldte hullerne helt op. Og selvfølgelig manglede der noget chokolade til de sidste stjerner med marcipan, og på det tidspunkt var jeg så irriteret at jeg bare smeltede noget chokolade i mikroovnen og hældte over.

Note til mig selv… lav sådan noget når du har god tid en anden gang, og smelt nok chokolade.

Så mon ikke jeg når at lave fyldte chokolader med karamel inden jul, Klaus har jo været så sød og koge kondenseret mælk et par timer for mig i dag. Det nåede jeg ikke til… så var det vist gået endnu mere ud over blodtrykket.

 

 

 

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply